Projektleder, FM

Som projektleder hos Wicotec Kirkebjerg på Psykiatrien i Skejby er du med til at skabe rammer der gør en reel forskel for patienter, pårørende og medarbejdere. Her får du en central rolle i at drive byggeprojekter sikkert og målrettet frem. Du bliver bindeled mellem flere fagligheder og skal sikre retning, kvalitet og løsninger, der fungerer på et psykiatrisk hospital i drift.


Din rolle som projektleder på psykiatrien

Du får ansvar for at føre byggeprojekter fra behovsafklaring til afleveringsforretning.

Du motiveres af at skabe overblik og sikre, at mange interessenter arbejder mod samme mål.

Du skal bl.a.:

  • Omsætte Psykiatriens behov og ønsker til konkrete bygbare løsninger i tæt dialog med brugere og samarbejdspartnere
  • Lede byggeprojekter inden for OPP-aftalens rammer, udbudsmateriale og gældende lovgivning
  • Facilitere processer, hvor alle relevante fagligheder bliver inddraget rettidigt
  • Sikre, at byggeprojekter bliver fulgt sikkert og struktureret til dørs i et miljø, hvor både drift, arbejdsmiljø og patientsikkerhed er i højsæde

Du bliver en del af et team, hvor vi deler viden, spiller hinanden gode og arbejder tæt på tværs af fagligheder for at finde de bedste løsninger. Vi har en lav hierarkisk opgave tilgang, hvor faglighed og kvalitet vejer tungere end titel og position.


Vi forestiller os, at du:

  • Arbejder struktureret og tager ejerskab for tid, økonomi, kvalitet og fremdrift
  • Trives i samarbejdet med mange forskellige interessenter og er dygtig til at opbygge relationer
  • Arbejder involverende og har blik for at få relevante perspektiver med
  • Bevarer overblikket og får detaljerne til at hænge sammen
  • Kommunikerer klart og skaber tryghed i en hverdag med mange hensyn

Erfaring med projektledelse inden for byggeri er en fordel. Det vigtigste er dog, at du kan navigere sikkert i en kompleks hverdag og omsætte behov og krav til løsninger, der fungerer.


Derfor skal du vælge os

Hos os bliver du en del af en organisation, hvor:

  • Vi lægger vægt på psykologisk tryghed og ordentlige samarbejdsformer
  • Vi arbejder aktivt med involvering og inklusion i vores projekter
  • Du får plads til at tage ansvar – og støtte, når du har brug for det
  • Vi prioriterer faglig udvikling, sparring og et stærkt kollegialt miljø
  • Du får et arbejde med mening.


Onboarding – du bliver en del af fællesskabet fra dag ét

Vi ved, at det kræver både indsigt, struktur og støtte at komme godt ind i rollen som projektleder i et komplekst psykiatrisk hospitalsmiljø i drift. Derfor prioriterer vi et grundigt onboardingforløb over det første år, så du bliver klædt godt på – både fagligt, organisatorisk og relationelt.

  • En grundig introduktion til OPP-aftalen, Region Midtjylland, Psykiatrien og de vigtigste samarbejdsflader
  • Oplæring i udbudsmateriale, procedurer, projektværktøjer, systemer og arbejdsgange
  • En buddy-ordning, der giver dig en tæt kollegial sparringspartner og hjælper dig godt ind i både opgaver, kultur og samarbejde
  • Løbende opfølgning og sparring med kolleger og ledelse



Er du klar til at tage ansvar for projekter, der gør en reel forskel, så send os din ansøgning.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Nizita Jaqueline Jensen på mail niz@wk.dk – send gerne dit telefonnummer, så du kan blive kontaktet.